Nu nogle år senere er de begyndt at sende nye indkaldelser, næsten hver søndag aften på sms og mail – og nu har de så også ringet og fået mig overtalt til at komme igen og se om det skulle lykkes denne gang.

Jeg synes nu jeg fik fortalt grundigt at de jo selv havde afvist mig tidligere og sagt at de ville fjerne mig fra deres system, men nu har jeg da fået en tid hos dem på mandag, så nu må man jo så se hvad de siger til det.

Det er vist godt at der er lang tid til det speciale skal afleveres…

Efter mit første besøg var jeg i Egypten, det vil sige at jeg så havde et halvt års karantæne fra blodbanken, så min første tapning kunne først blive til september. Min blodprocent var selvfølgelig for lav til at jeg kunne blive tappet. Men jeg havde så bare også fornøjelsen af en sygeplejeske som næsten direkte sagde til mig at jeg spildte hendes tid ved at komme når de ikke kunne tappe mig, samtidigt med at hun var virkelig dårlig til at stikke. Her burde jeg måske så have givet op igen, men stædig som jeg er besluttede jeg at prøve en gang endnu.

Tredje gang er lykkens gang, eller ej. Efter mit andet forsøg fik jeg jerntabletter, ikke at min blodprocent er for lav i forhold til normen, men kun i forhold til hvis jeg skulle tappes. Alle tabletterne er nu væk og min procent burde have været højere. Men nej, den var fuldstændig det samme som ved det første og det andet besøg. altså utrolig stabil. Så nu er det overstået, men heldigvis fik jeg min blodtype at vide og jeg har sørme en af de sjældne, så meget for overskud og selvterapi.

Og så var der eksamen. Der sker så mange ting ude i verden, som krig, hungersnød osv. og så kan en halv times samtale med to mennesker, som man endda kender, få ens nerver til at sidde udenpå huden og hjertet hamrer bare derudaf. Det virker bare fjollet.

Kom dog til at tænke på at det var tredje gang på et år at jeg er inde og se Spleen United, men de spiller også virkelig godt, og denne gang havde de byttet lidt rundt på rækkefølgen af deres sange, så det ikke var helt det samme som de tidligere to gange, men ret fedt set, bare ærgerligt når man har sådan et lille hekseskud siddende i nakken.

Efter koncerten var der efterfest på Søpavilionen, det var dog ikke den store succes. Følte lidt at man var underdressed når man ankom, især når man ikke en eneste gang til koncerten havde set nogen i de vilde party-outfits, så det var lidt en flad fest.

Nå men det der var virkelig positivt var at jeg lige fandt min natbus på Rådhuspladsen og derfor ikke skulle vente så lang tid inden jeg var hjemme. Men lige som man tror at nu er der ikke langt hjem så er der en der lige får banket på døren til bussen ligesom den er ved at køre, og meget vredt får sagt til buschaufføren at han kører for tidligt i forhold til busplanen, hvilket bare får buschaufføren til blive meget aggresiv og de skændes i en ti minutters tid meget voldsomt. Og på et eller andet plan får det bare ens fordomme omkring indvandrer op, især fordi det både var chaufføren og den anden der skændes på meget gebrokkent dansk, faktisk så gebrokkent at de faktisk fuldstændig misforstod hinanden. Det fik i hvert fald busturen hjem til at føles som en evighed…

På kollegiet hvor jeg boede senere måtte man slet ikke have nogen former for dyr, dog var der nogen der insisterede på at holde hunde på de kun 32 kvm.

Men nu er jeg så tilbage i den gamle lejlighed og straks havde jeg anskaffet mig en fantastisk lille kat. Oprindeligt ville jeg have haft en ældre fordi jeg ikke var sikker på om jeg var klar til at opdrage helt fra bunden af, men da jeg så hende måtte jeg have hende.

Selvom det stiller krav til at man nu har ansvar for sådan et lille væsen og at man er hjemme mere end hvad man var før, så er det alligevel det hele værd når hun om aftenen når man sidder og ser fjernsyn kravler op til en og putter.

Nogle gange kommer man til at tænke at det er ligesom at have et lille barn, hun er bare mere selvstændig, kan allerede gå, er renlig og så har hun bare skarpe tænder og kløer.

Den eneste frygt er; Hvad hvis man ender som en skør kattedame? Er dog kommet fra den frygt igen, har ikke skåret ned på det sociale liv, dog er jeg bare mere hjemme med katten og ødelægger muligvis ikke min lever så meget som ellers…

Men jeg får da endelig bestilt en internetforbindelse, og det er forøvrigt meget sjovt at det skal gøres over nettet, hvilket jo er let når man ikke har noget. Men så siger de at forbindelsen er åbnet men det virker jo ikke, og jeg prøver på alle mulige måder at få det til at virke og nogle gange er der faktisk hul igennem, altså ca. 1 min af gangen. Det viser sig dog at den hoppede på en af de andres trådløse net og signalet bare ikke var stærkt nok.

Men så tager man sig sammen og skriver til dem om de nu er sikre på at de har åbnet forbindelsen, hvilket de er. Sjovt at samme dag når man så kommer hjem at så virker det, i hvert fald lige nu…

En veninde ringer meget glad onsdag aften og annoncere at billetterne til Depeche Mode i Parken går i salg dagen efter og om jeg ikke nok gerne vil tage med hende, og jo det vil jeg da gerne.

Så er der blevet købt billetter til lige foran scenen og så kommer jeg til at tænke på at det jo er i opvarmningen til Roskilde 2009, men det går jo også.

Men så var det lige at jeg også lige kom i tanke om at vores speciale skal afleveres den 1. juli 2009, altså dagen efter specialeaflevering og midt i Roskilde, så det skal nok blive godt.
Forhåbentlig bruger vi det som en motivation for at være færdige med opgaven lang tid inden, men kender man os ret, kommer vi til at sidde og være pressede til sidste time

Det skal nok blive en god uge…