Det kan være svært at vise overskud
Jeg havde en plan om at jeg skulle være blod doner. Jeg burde måske have ændret mening efter mit første møde med nålen og ventetiden.
Efter mit første besøg var jeg i Egypten, det vil sige at jeg så havde et halvt års karantæne fra blodbanken, så min første tapning kunne først blive til september. Min blodprocent var selvfølgelig for lav til at jeg kunne blive tappet. Men jeg havde så bare også fornøjelsen af en sygeplejeske som næsten direkte sagde til mig at jeg spildte hendes tid ved at komme når de ikke kunne tappe mig, samtidigt med at hun var virkelig dårlig til at stikke. Her burde jeg måske så have givet op igen, men stædig som jeg er besluttede jeg at prøve en gang endnu.
Tredje gang er lykkens gang, eller ej. Efter mit andet forsøg fik jeg jerntabletter, ikke at min blodprocent er for lav i forhold til normen, men kun i forhold til hvis jeg skulle tappes. Alle tabletterne er nu væk og min procent burde have været højere. Men nej, den var fuldstændig det samme som ved det første og det andet besøg. altså utrolig stabil. Så nu er det overstået, men heldigvis fik jeg min blodtype at vide og jeg har sørme en af de sjældne, så meget for overskud og selvterapi.
Læg en kommentar