På rundfart i Cairo
Cairo den 9. marts 2008
Søndag vågnede byen igen, trafikken blev tættere og det var tid til at tage på rundtur og se nogle seværdigheder i Cairo.
Vi startede med at tage ud og se Cairos vartegn, som er Alabast-moskeen. Moskeen er bygget af Muhammed Ali Pasha, som var guvernør i Egypten i starten af 1800-tallet. Moskeen er bygget midt i Citadellet som var Cairos forsvarsværk mod korsfarerne i 1100-tallet.
Citadellet er i dag den mest besøgte serværdighed i Cairo og her er også flere små museer, så som Politi museet og Militær museet. Fra Citadellet er der også en fantastisk udsigt over Cairo.
Vi var inde og kigge i Alabast-moskeen og der skal man selvfølgelig være klædt efter reglerne, altså næsten helt tildækket, man behøver dog ikke slør, og hvis man ikke var tilstrækkelig tildækket, blev man iført en grøn kappe som så skulle dække det. Så kunne man jo også gå rundt og se hvem det var der ikke klædte sog efter reglerne. Sko må man heller ikke bære og inde i selve moskeen måtte skoene heller ikke sættes på gulvtæpperne som var dækkede næsten hele gulvet. Dette erfarede en stakkels amerikansk turist da han kom til at placere sine sko på det mens han ville tage nogle billeder, og straks kom der flere guider løbende for at fjerne dem og skælde ham ud, sådan kan det gå når man ikke læser skiltene.
Efter citadellet fortsatte vi til Sultan Hasan og Rifa’i som er to moskeen der ligger side om side. Sultan Hasan er den ældste og den der besøges mest. Da vi var der var der næsten ikke nogen som gik ind i Rifa’i.
Da vi var inde i Sultan Hasans inderste, var der en guide der ville vise hvilken god akustik der er når man beder og han sang derfor en af deres bønner, og det var en fantastisk lyd.
Efter turen i moskeen kunne lige gå et smut ned og kigge på den tilhørende have, men blev nu spurgt om man ledte efter toilettet, så vi smuttede tilbage til bussen.
Khan El-Khalili-bazaren var næste stop. Bazaren er en masse små gader som er blevet tæt pakket med mennesker og varer. Det er flere steder umuligt at se hvor en butik slutter og den næste begynder, og det kan være svært at komme frem og tilbage uden at gå i gåsegang.
Her blev vi først mødt med et chok da vi startede på en gade hvor flere kastede skarabæer ud fra deres butik så de smadrede på den anden side af vejen. Det betyder held at gøre dette, men man blev lidt nervøs for om der pludselig skulle kommer flere flyvende.
Efter at have oplevet pyramiderne var sælgerne ikke så slemme, men det var alligevel en stor mundfuld at gå rundt der og blive råbt til fra alle side, “you want egyptian husband?”, “i don’t want to marry you, just want your money”, “beautiful blue eyes”, “i have all you want” osv. Det er umuligt at stoppe op og kigge på noget uden at blive tilnærmet med det samme for de vil virkelig gerne sælge deres ting.
I en butik hvor vi kom ind fordi at en veninde gerne ville have en kjortel til sig selv, men den skulle være en mandekjortel fordi at kvindernes er næsten alle pinke med små fine flæser og blomster, blev der virkelig pruttet om priserne. Mens resten af vores følge blev næsten overfaldet med tørklæder ude på gaden, blev jeg overdænget med smykker og meget søde bemærkninger, mens at min veninde næsten kom op og skændes med ham med kjortlerne. Hun fik dog kjortlen meget billigt fordi at resten af gruppen ville gå og så gik han med til at gå langt ned i pris. Jeg endte med endnu en kattestatue, dog meget mindre og i sort ibenholt (påstod han) og en fin lille perle formet som en skarabæ. Som en afsluttende bemærkning fik vi også lige at vide at en egyptisk ægtemand svarer til syv danske, det kan man så tænke lidt over, hvis man synes at en dansk er for meget…
Azhar Park var det sidste stop på dagens tur. Nu var vi næsten alle helt smadrede efter turen på bazaren, som havde fyldt en helt med nye indtryk og larm. Her var parken virkelig en forandring, lækker og grøn og stille. Der var køligt og solen var så småt begyndt at gå ned. Her mødtes vi igen med hende som fortalte os om Zero-net og var på en café inde i parken, men en fin udsigt over parken og Cairo.
Efter turen i parken gik turen tilbage til hotellet, hvor det igen var op til os selv at finde på noget at få aftenen til at gå med. Vi var fire der besluttede at tage på en lille lokal restaurant som skulle være meget god, og det var den også, og mens vi ventede på at få et bord slog vi lige et smut om en lille bar der hed “Stella” og som serverede Stella-øl.
Efter restauranten fandt vi de andre på et andet lokalt værtshus, hvor de fleste havde været hver aften. Her skulle man bare sætte sig ned og så fik man straks en Stella stukket i hånden. 
Jeg tror hurtigt at bartenderen havde fundet ud af at denne gruppe der kom hver aften kunne drikke en masse øl. Og der kom også flere blikke fra andre borde fordi at der var så mange tomme øl flasker på bordene. Man betalte nemlig for hvor meget der stod på bordet når man gik, derfor blev der ikke tømt løbende. Et koncept vi snakkede om kunne være sjovt at prøve i en fredagsbar.
Læg en kommentar