Evnen til at lave ingenting

Tænk at man kan mødes og lave ingenting en hel dag, når man burde lave noget på sit speciale, hvad end det var at læse noget eller skrive noget.

Det er vist godt at der er lang tid til det speciale skal afleveres…

Det kan være svært at vise overskud

Jeg havde en plan om at jeg skulle være blod doner. Jeg burde måske have ændret mening efter mit første møde med nålen og ventetiden. 

Efter mit første besøg var jeg i Egypten, det vil sige at jeg så havde et halvt års karantæne fra blodbanken, så min første tapning kunne først blive til september. Min blodprocent var selvfølgelig for lav til at jeg kunne blive tappet. Men jeg havde så bare også fornøjelsen af en sygeplejeske som næsten direkte sagde til mig at jeg spildte hendes tid ved at komme når de ikke kunne tappe mig, samtidigt med at hun var virkelig dårlig til at stikke. Her burde jeg måske så have givet op igen, men stædig som jeg er besluttede jeg at prøve en gang endnu.

Tredje gang er lykkens gang, eller ej. Efter mit andet forsøg fik jeg jerntabletter, ikke at min blodprocent er for lav i forhold til normen, men kun i forhold til hvis jeg skulle tappes. Alle tabletterne er nu væk og min procent burde have været højere. Men nej, den var fuldstændig det samme som ved det første og det andet besøg. altså utrolig stabil. Så nu er det overstået, men heldigvis fik jeg min blodtype at vide og jeg har sørme en af de sjældne, så meget for overskud og selvterapi.

Dårlige nerver

Det værste er at vente. Jeg vidste næsten ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og det var jo alligevel ikke fordi det var noget stort. Min kat skulle under kniven, sterilisering og udtrækning af tænder, værre var det ikke. Men jeg følte lidt at jeg var fortabt, tænk hvis noget gik galt. Det eneste der var godt ved den dag var at tiden gik hurtigt. Selvfølgelig fik jeg ikke forberedt mit forsvar eller læst opgaven, men det gik jo alligevel som det plejer, og heldigvis synes katten ikke at have nogen former gene.

Og så var der eksamen. Der sker så mange ting ude i verden, som krig, hungersnød osv. og så kan en halv times samtale med to mennesker, som man endda kender, få ens nerver til at sidde udenpå huden og hjertet hamrer bare derudaf. Det virker bare fjollet.

Dobbelt-koncert, efterfest og en lang tur hjem

Torsdag aften var der dobbelt-koncert i KB-hallen med Veto og Spleen United. Aftenen startede meget godt med at min veninde og jeg kom til at snakke for længe, hvilket jo kan ske, så derfor måtte vi pludselig skynde til koncerten. Heldigvis var det Veto der skulle på først og da de ikke var helt så gode som på Roskilde, synes vi ikke vi gik glip af så meget. 

Kom dog til at tænke på at det var tredje gang på et år at jeg er inde og se Spleen United, men de spiller også virkelig godt, og denne gang havde de byttet lidt rundt på rækkefølgen af deres sange, så det ikke var helt det samme som de tidligere to gange, men ret fedt set, bare ærgerligt når man har sådan et lille hekseskud siddende i nakken.

Efter koncerten var der efterfest på Søpavilionen, det var dog ikke den store succes. Følte lidt at man var underdressed når man ankom, især når man ikke en eneste gang til koncerten havde set nogen i de vilde party-outfits, så det var lidt en flad fest.

Nå men det der var virkelig positivt var at jeg lige fandt min natbus på Rådhuspladsen og derfor ikke skulle vente så lang tid inden jeg var hjemme. Men lige som man tror at nu er der ikke langt hjem så er der en der lige får banket på døren til bussen ligesom den er ved at køre, og meget vredt får sagt til buschaufføren at han kører for tidligt i forhold til busplanen, hvilket bare får buschaufføren til blive meget aggresiv og de skændes i en ti minutters tid meget voldsomt. Og på et eller andet plan får det bare ens fordomme omkring indvandrer op, især fordi det både var chaufføren og den anden der skændes på meget gebrokkent dansk, faktisk så gebrokkent at de faktisk fuldstændig misforstod hinanden. Det fik i hvert fald busturen hjem til at føles som en evighed…

En ekstra beboer i lejligheden

Jeg har altid haft hund og/eller kat, dog ikke efter jeg flyttede til København for snart fem år siden. Boede sammen med en fyr der bestemt ikke ville have en kat som var det eneste man måtte have i vores lejlighed. Men jeg ville bare så gerne have en. Jeg er heldigvis også mere et kattemenneske end et hundemenneske.

På kollegiet hvor jeg boede senere måtte man slet ikke have nogen former for dyr, dog var der nogen der insisterede på at holde hunde på de kun 32 kvm.

Men nu er jeg så tilbage i den gamle lejlighed og straks havde jeg anskaffet mig en fantastisk lille kat. Oprindeligt ville jeg have haft en ældre fordi jeg ikke var sikker på om jeg var klar til at opdrage helt fra bunden af, men da jeg så hende måtte jeg have hende.

Selvom det stiller krav til at man nu har ansvar for sådan et lille væsen og at man er hjemme mere end hvad man var før, så er det alligevel det hele værd når hun om aftenen når man sidder og ser fjernsyn kravler op til en og putter.

Nogle gange kommer man til at tænke at det er ligesom at have et lille barn, hun er bare mere selvstændig, kan allerede gå, er renlig og så har hun bare skarpe tænder og kløer.

Den eneste frygt er; Hvad hvis man ender som en skør kattedame? Er dog kommet fra den frygt igen, har ikke skåret ned på det sociale liv, dog er jeg bare mere hjemme med katten og ødelægger muligvis ikke min lever så meget som ellers…

Så virker det måske, lidt i hvert fald

Ja så var flytningen jo overstået for længst, og det eneste der manglede var at der kom internet og tv i lejligheden. Det er jo altid sjovt og virker aldrig helt efter planen.

Men jeg får da endelig bestilt en internetforbindelse, og det er forøvrigt meget sjovt at det skal gøres over nettet, hvilket jo er let når man ikke har noget. Men så siger de at forbindelsen er åbnet men det virker jo ikke, og jeg prøver på alle mulige måder at få det til at virke og nogle gange er der faktisk hul igennem, altså ca. 1 min af gangen. Det viser sig dog at den hoppede på en af de andres trådløse net og signalet bare ikke var stærkt nok.

Men så tager man sig sammen og skriver til dem om de nu er sikre på at de har åbnet forbindelsen, hvilket de er. Sjovt at samme dag når man så kommer hjem at så virker det, i hvert fald lige nu…

Allerede stress over Specialet

Ikke engang er man gået igang med den opgave der skal skrives dette semester uden at man lige når at blive lidt stresset over det speciale der venter på den anden side af julen.

En veninde ringer meget glad onsdag aften og annoncere at billetterne til Depeche Mode i Parken går i salg dagen efter og om jeg ikke nok gerne vil tage med hende, og jo det vil jeg da gerne.

Så er der blevet købt billetter til lige foran scenen og så kommer jeg til at tænke på at det jo er i opvarmningen til Roskilde 2009, men det går jo også.

Men så var det lige at jeg også lige kom i tanke om at vores speciale skal afleveres den 1. juli 2009, altså dagen efter specialeaflevering og midt i Roskilde, så det skal nok blive godt.
Forhåbentlig bruger vi det som en motivation for at være færdige med opgaven lang tid inden, men kender man os ret, kommer vi til at sidde og være pressede til sidste time

Det skal nok blive en god uge…

Sidste dag i ferien

og så føles det som om man slet ikke har haft ferie. Hvorfor går tiden så hurtigt, og hvor forsvandt den vildt gode sommervejr hen?

En tur på stranden

Og så var det man kom til at tænke til at tænke på Shu-bi-dua’s sang Halløjsa:

Halløjsa Lahøjsa
hygge hygge hygge hejsa
vi ligger på stranden
med vores madkurv og kolde øller

Solen skinner
og vi smører hinanden ind og
otte minutter
så er man brun som en illegal tamil.

Der er hul i himmelens tag
hvor der før var tæt
det kan gi’ problemer en dag
men det ta’r vi ultra violet.

Halløjsa Lahøjsa
hygge hygge hygge hejsa
vi ligger i skyggen
og vi har solfaktor 400 på.

Se den lille blege racist
han er blevet brun
det’ Vorherres tak for sidst
at han ligner en fra Cameroun.

Halløjsa Lahøjsa
nu er vi rykket indendørs ja
og ligner hinanden
med vores smukke og brune huder
tak til de nye guder
tak til Freon og Ozon.

Men her ender det jo så med at man er brun, og det kan så på ingen måde sammelignes med den hud jeg har på ryggen lige nu. Knaldrød er den i stedet. Underligt nok er den blevet smurt med solcreme, endda faktor 25. Men sådan er det, det er ligemeget hvordan jeg prøver at forhindre min hud i at blive “misfarvet” på sådan en måde, det skal nok lykkes for den på en eller anden måde.

I år var det så ryggen det gik ud over, og lidt skuldrene. Men det var nu stadig en dejlig tur på Amager Strandpark, med det kølige vand og det gode selskab. Og selvom vi begge endte som røde krebs så glæder vi os til næste gang vi skal ligge på stranden med den kølige brise fra havet igen.

Så nu må det gerne snart holde op med at brænde…

Og så slog det mig; Jeg har ferie

Det er ikke fordi jeg keder mig, men det slog mig lige pludselig i dag at jeg faktisk ikke rigtig har noget som skal være færdigt lige om snart.

Jeg har i dag kastet alle bekymringer om at skulle være færdigt med et eller andet af mig og holder nu rigtigt ferie fra mit studie kan jeg mærke.

Men selvom det er en befrielse er det samtidigt meget underligt ikke at have et eller andet som lige skal skrives eller læses nu, man bliver jo næsten helt bekymret om der ikke er et eller andet man har glemt at gøre, og med min si af en hukommelse er der sikkert.

Så nu er der ikke andet for end at tage en tur i parken og sidde og læse i en bog så man bare kan slappe rigtigt af. Så jeg vil håbe at der kommer sol igen en af de næste par dage, så det ikke kun er rengøring og maling ferien kommer til at bestå af.